I 1800 besluttede en dygtig murer fra Mecklenburg, Tyskland, ved navn Johan Friedrch Zülow, at rejse til Jylland, Danmark for at arbejde på et teglværk, som han med tiden skulle arve. Johan havde hørt gode ting om mulighederne for arbejde i Danmark fra sin familie og venner og var spændt på at udforske det nye land. Ved ankomsten til Jylland kom Johan hurtigt i gang med at bygge boliger, lader og andre bygningsværker. Mens han var på jobbet, mødte han en smuk dansk kvinde ved navn Marianne.
Johan og Marianne blev hurtigt forelskede, og inden længe var de uadskillelige. Det var dog ikke alle, der var glade for Johans ankomst til Jylland. Nogle af hans kolleger satte ikke pris på konkurrencen og begyndte at ærgre sig over ham. De spredte rygter om ham og gik endda så langt som til at sabotere hans arbejde. På trods af de vanskeligheder, han stod over for på arbejdet, fortsatte Johan med at hælde sit hjerte og sjæl i sit håndværk.
En nat, efter at have arbejdet sent, gik Johan hjem, da han blev overfaldet af en gruppe mænd. De slog ham nådesløst og efterlod ham for død. Da Marianne hørte, hvad der var sket, blev hun knust. Hun skyndte sig til hans side og blev hos ham, indtil han tog sit sidste åndedrag. Marianne blev efterladt alene med deres ufødte barn. Hun var knust, men hun nægtede at lade Johans død være forgæves.
Hun opfostrede deres barn på egen hånd og arbejdede utrætteligt for at holde Johans minde i live. Marianne blev en styrkesøjle i fællesskabet, og hun inspirerede andre til at stå op for det, de troede på. Årene gik, og smerten ved at miste Johan forsvandt aldrig. Marianne vidste dog, at han ville være stolt af det liv, hun havde bygget til sig selv og deres barn. Hun fortsatte med at arbejde hårdt og lod aldrig andres had bringe hende ned. I sidste ende viste Mariannes styrke og beslutsomhed sig at være et vidnesbyrd om kærlighedens kraft og den menneskelige ånd.