Marianne sad ved Johans seng og holdt hans hånd. Han havde været bevidstløs i flere dage, og lægerne havde givet hende besked om, at hans tilstand var kritisk.
Marianne havde været ved Johans side døgnet rundt, og selvom hun var udmattet, nægtede hun at forlade ham. Hun havde altid følt en stærk forbindelse til Johan, og tanken om at miste ham var uudholdelig.
Pludselig begyndte Johans krop at ryste, og hans øjne flakkede frem og tilbage. Marianne blev bange og kaldte på lægerne. Men inden de nåede frem, stoppede hans rystelser, og hans øjne fokuserede på hende.
"Johan, du er tilbage!" sagde Marianne og holdt hans hånd tæt.
"Ja," sagde Johan med en svag stemme. "Men jeg er ikke alene."
Marianne så undrende på ham, men før hun kunne sige noget, så hun en mørk skygge bevæge sig henover rummet. Hun rystede af frygt, men Johan greb hendes hånd strammere og sagde: "Det er okay, Marianne. Han vil ikke skade os."
Skyggen nærmede sig langsomt sengen og begyndte at tage form af en mand. Marianne stirrede i ærefrygt, da hun så hans ansigt. Det var Johans bror, som havde været forsvundet i flere år.
"Mikkel!" udbrød Johan svagt.
"Johan, min bror," sagde Mikkel med tårer i øjnene. "Jeg er så ked af alt det, der er sket. Jeg vil gøre alt godt igen."
Marianne så på brødrene og vidste, at der var meget, hun ikke forstod. Men hun kunne se, at deres forhold var vigtigt, og hun var glad for at se dem sammen igen.
Efter et par minutter begyndte Mikkel at forsvinde, og han sagde farvel til Johan og Marianne. Da han var væk, så Johan på Marianne og sagde: "Tak fordi du var her ved min side. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig."
Marianne smilte og kyssede hans hånd. "Jeg vil altid være her for dig," sagde hun og vidste, at hun aldrig ville forlade ham igen.
ns 18.68.41.177da2
